Om mig

Min passion & misson


 Mit navn er Kira Dechau 

 Jeg er mor til Thora fra 2018, gift med Mathias og bosat i Søborg, København.

Kort og godt, så brænder jeg for børneliv og forældreskab.

For moderskab, fødsel, graviditet, efterfødsel.

For lethed, nærvær, omsorg, tilknytning, kærlighed, bevidsthed og den gode fornemmelse i maven.

For en rar, tryg og let start på livet som familie.

Min ambition er at se, at lytte, at anerkende og at skabe rum for lige netop jer, jeres behov, jeres udfordringer, og at støtte jer i at finde løsninger, skabe tryghed, overskud og lethed.

Forældreskabet er ikke let, tværtimod. Det kan være benhårdt, krævende, frustrerende og ufatteligt opslidende. Men lad os gøre det så let som muligt.
Jeg har selv oplevet, hvor sårbar man kan være, og hvor barskt det kan opleves. Min egen datter var det, man kan betegne som viljestærk, signalstærk, high need. Eller med den bredt anvendte beskrivelse: Kolikbarn. Jeg har i høj grad oplevet at måtte finde alternative løsninger og at have brug for hjælp. Brug for at blive mødt og anerkendt i mit forældreskab og for min virkelighed. Og brug for at få taget en masse vægt af mine skuldre i form af begrænsende, forældede og ikke fagligt funderede myter, diskurser og narrativer om babyer, børn og forældreskab.

I hele mit voksne liv, har jeg arbejdet med de mindste og deres forældre i vuggestuer som pædagogmedhjælper og -studerende. Men efter fødslen af min egen datter, og mig selv som mor, mærkede jeg et stærkt kald efter at tage min passion for de mindste i en anden retning, og støtte forældre på nye måder. Derfor valgte jeg at droppe ud af pædagoguddanelsen, og i stedet videreuddanne mig inden for de områder, jeg oplever som absolut uundværlige i forældreskabet. Jeg er i dag Certificeret Bærekonsulent Pro fra Slyngeskolen 2019 og uddannet Ammevejleder ved Ammespecialist Elisa Luna og Doula Astrid Givard i 2020. 

At blive forældre er transformerende, og for mig, pustede det i høj grad til min store passion for børneliv og forældreskab, og fik den til at gå nye og spændende veje. Mit moderskab åbnede døre og skabte en bevidsthed om, hvad jeg selv manglede, og hvad jeg nu vil bidrage til at skabe for andre forældre. Jeg begtragter mit moderskab som den absolut mest givende skole, jeg har været i. Jeg bruger i dag, hvad jeg i forvejen vidste fra min pædagogiske uddannelse og erfaring, men er i høj grad optaget af, hvor meget jeg slet ikke vidste og havde brug for at vide - og nu ved og vil videreformidle og bidrage med.

Ro, lethed, tryghed, anerkendelse, omsorg, viden og praktiske værktøjer og løsninger.

Et af de absolut vigtigste værktøjer for mig, er babybæring. At kunne bære sine børn, opfylder så mange behov både hos barn og forældre. Det er en livsredder, og det er en gave, som jeg ønsker oplevet af alle forældre og kommende forældre - og ikke mindst af alle børn. Listen med positive virkninger er så lang, at den næsten kunne fortsættes i det uendelige. Den omfatter tilknytning, relationsdannelse, motorisk, fysiologisk og neurologisk udvikling hos barnet, og for moderen har babybæring forebyggende egenskaber ved efterfødselsreaktioner, bidrager positivt til ammeetablering og hjælper til at genoptræne kroppen efter graviditet og fødsel.
Og så giver det forældre frie hænder – altså mere lethed og overskud.
Det er ren magi, og jeg kan personligt ikke se, hvordan jeg skulle have fungeret uden dette redskab.

 

De helt spæde dage, uger og måneder af forældreskabet har især mit hjerte og min opmærksomhed, da denne tid kan være så afgørende for forældreskabet og livet fremover. Det er her, der skal sættes ind med vejledning og støtte, for at sikre ammeetableringen, tilknytningen og oplevelserne af tryghed og ro, for både børn og forældre.

Nye familier skal mødes, støttes, ses, høres og holdes.
Forældrene holder barnet - holder samfundet og fremtiden - derfor må vi alle holde forældrene og pakke dem ind i omsorg, tryghed, støtte og kærlig vejledning, hvor den er ønsket.



Copyright © Alle rettigheder forbeholdes